Vestervig Fjernvarme har taget et nyt flisfyr i brug for 12 mio. kroner.

Hos Vestervig Fjernvarme glæder varmemester Preben Bjerre sig over sit nye fyr, der producerer 4,5 MW og som kører betydeligt bedre end det gamle 3,5 MW fyr, der nu bliver brugt som reserve.

Projektet gik i gang i juni i fjor, og fyret har nu kørt siden december.

- Med vores nye røgvasker har fyret sparet os for 30 pct. i forhold til det gamle fyrs forbrug. Så det sparer os nok ud af den kommende NOx afgift, siger Preben Bjerre.

Til juni kommer det gamle fyr atter i spil, når det nye tages af nettet for at blive gennemgået.

Preben Bjerre fortæller i øvrigt, at flispriser og evt. kommende afgifter kan være med til, at Vestervig Fjernvarme vil overveje at investere i et solvarmeanlæg.

- Flispriserne skal ikke stige ret meget mere, før rentabiliteten tipper, siger varmemesteren.

- Så kan vi slukke for fyret i sommermånederne, siger han.

Derimod bliver det ikke aktuelt for værket at kigge på en varmepumpe.

- Vores forbrugere er gode til at køle af. Der er faktisk kun en grad til forskel mellem vort returvand og vores røg, siger Preben Bjerre.

Han regner dog ikke med, at prisen på flis vil stige foreløbig. Den - indtil videre - milde vinter har sat en dæmper på efterspørgslen. Værkerne har nok på lager.

Desuden steg prisen i fjor med 10 pct.